AFSNIT 1: FORTÆLLINGER FRA EN RESTAURATØR – I CORONA-TIDER

Kære gæst og følgere af the Standard

 

Vi er ganske overvældede over den interesse og støtte, vi har mødt de sidste uger. Tusind tak for opbakningen til jer alle, og tak fordi du nu læser dette blogindlæg.

 

Det er nemlig en noget anderledes blog, end vi plejer at sende ud. Hele landet har meget på sinde i denne tid, og det gælder også os på The Standard. Derfor vil vi i de næste uger dele en række fortællinger fra vores nye virkelighed som restauratører i det Corona-ramte Danmark. Både de gode historier og de dilemmaer, der giver os dybe rynker før tid. Vi håber, at du vil tage godt imod dem.

 

COVID 19 har nu lagt Danmark og det meste af verden ned. Krisen er kæmpestor – både sundhedsmæssigt og økonomisk. Ord som ansvar og samfundssind fylder mere end nogensinde, og vi mærker ansvaret særlig præsent lige nu. Ansvaret for medarbejdere, leverandører og samarbejdspartnere. Mennesker, hvis hverdag lige nu er vendt op og ned, og hvis fremtid er både ukendt og utryg.

 

Vi går nu ind i vores femte Corona-uge

 

Mens de fleste af jer måske kender The Standard fra et besøg som gæst på en af vores restauranter, har vi de sidste år sideløbende lagt stor energi i at udvikle husets unikke muligheder for afholdelse af arrangementer i international særklasse.

 

Vi har derfor også været så privilegerede at få opbygget et solidt forretningsgrundlag i samarbejde med både store og små internationale virksomheder, som skal afholde et arrangement i København. Med Corona, først i Kina og derefter i Italien, forsvandt dette grundlag nærmest natten over, og vi går dermed nu ind i vores femte uge som hårdt Corona-ramt virksomhed.

 

Solen vil skinne igen

 

Og ja, det er hårdt – til tider også rigtig hårdt, men solen vil skinne igen, og vi kan, vil og skal alle kæmpe for, at vi får så mange arbejdspladser med over på ”den anden side” som muligt.

 

Og selv – eller måske især – i det mørkeste mørke kan en lille solstråle lyse et helt rum op, og vi føler os meget berigede af de mennesker, vi arbejder sammen med. Sammen finder vi solstråler og energi i nye spirende ideer, nye forretningsgange og nye innovative koncepter, vi ikke havde overvejet for fem uger siden. Og midt i det hele overvældes vi af alle de positive og rørende tilbagemeldinger fra gæster, leverandører og samarbejdspartnere, der viser deres bedste sider lige nu.

 

Det er kort sagt en historisk vild tid, og det er, som vores Statsminister så fint siger det, tid til handling, sammenhold og samfundssind.

 

Med hilsen fra to kvinder bag roret på Havnen

 

Egentlig burde nyhedsbrevet måske hedde fortællinger fra to restauratører. I dag er vi nemlig to kvinder, der står bag The Standard: Merete Holst og Dorte Juhl Østergaard

 

Siden The Standard slog dørene op som internationalt madhus i den ikoniske art deco-færgeterminal på kanten af Nyhavn, har den haft en lang række prominente ejere: Først den anerkendte engelske designer og restauratør Terence Conran. Siden kom Niels Lan Doky til og leverede ægte københavnerjazz, mens de to stjernekokke og brødre Torsten og Eric Vildgaard også har sat deres solide præg på huset sammen med bl.a. Claus Meyer.

 

Claus Meyer, som har været forretningspartner med Merete gennem 10 år, overtog huset igen i 2017, men for ca. et år siden overtog vi alle husets aktiviteter, som vi i dag ejer et hundrede procent.

 

Med husets historik og nøgletal som gennem en årrække havde ramt den helt forkerte farve i årsregnskabet, vidste vi godt, at vi havde overtaget noget af en udfordring. Men det er faktisk gået meget fornuftigt – altså lige indtil for fem uger siden – og vi vil derfor også igennem de udfordringer, vi står i nu.

 

Vi er nemlig godt på vej

 

Vi har fået sat et fantastisk hold bl.a. med køkkencheferne Alan Bates på STUDIO og Christian Hofman på Almanak. De kokke kan lave mad, så den gamle færgeterminal synger. Vi tror på Alan Bates, og derfor tror vi også på, at vi kommer tilbage med én Michelinstjerne og måske endda flere.

 

2020 skulle også have være året, hvor The Standard, måske for første gang nogensinde, blev en økonomisk bæredygtig forretning. Vi havde allerede nedbragt et tocifret millionunderskud takket være vores dygtige folk og hårdt arbejde fra alle. Men så kom Corona-virussen, og som så mange andre er vores virkelighed her i slutningen af marts en helt anden end i starten af februar.

 

De mange dilemmaer

 

Vi har forsøgt at være hurtigt ude og omstille forretningen det bedste, vi har lært. Vi fik først fyldt stolene med et ekstraordinært tilbud på STUDIO og Almanak, og senest har vi introduceret take away-koncepter fra Almanak og Mission – og også fra restaurant Radio på Frederiksberg, som vi ejer halvdelen af sammen med Claus Meyer.

 

Alligevel har vi de sidste uger kun haft en promille af de indtægtsgivende aktiviteter, som vi havde stillet ”hold” til. Vores sværeste opgave som restauratører har derfor også været og er fortsat at balancere mellem virksomhedens økonomiske ansvarlighed og alt det, vi som mennesker og kolleger så gerne vil gøre for de enkelte medarbejdere i deres specifikke situation.

 

I løbet af de seneste uger er det for os blevet meget tydeligt, at ligesom hver virksomhed påvirkes forskelligt af situationen og regeringens hjælpepakker, berøres hver enkelt medarbejder også forskelligt.

 

Aflysninger, fyresedler og enorm velvilje

 

På The Standard må vi se i øjnene, at ca. halvdelen af vores omsætning ikke kommer tilbage, når vi atter kan slå dørene op. Mange af vores store internationale arrangementer er blevet aflyst eller rykket i takt med, at konferencer, EM i fodbold og andre større events er blevet annulleret eller udskudt til næste år.

 

Vi måtte derfor også allerede for to uger siden gå den triste vej med fyresedler til dygtige, kompetente og vellidte medarbejdere. Med de nye trepartsforhandlinger i hånden har denne uge derfor også bragt huset mere glæde, da vi har kunnet trække nogle opsigelser tilbage.

 

Som restauratører gik vi samtidig ind i en fase med nye udfordringer og nye dilemmaer. Som virksomhed havde og har vi mange åbne spørgsmål til regeringen om, hvordan hjælpepakkerne skal fortolkes i vores specifikke situation. Samtidig har hver enkelt medarbejder næsten lige så mange spørgsmål til os om deres individuelle situation.

 

Mange vil gerne bidrage aktivt til virksomheden og samfundet, og det er måske ikke overraskende i netop vores branche. Udefra bliver vores jobs ofte forbundet med dårlige arbejdstider, lav løn og lange dage. Men indefra er det passionen for faget og glæden ved at berige andre mennesker med gode oplevelser, der driver os.

 

Vi brænder stadig for det gode måltid

 

Hvad skal vi svare de medarbejdere, som langt hellere vil bidrage aktivt til virksomheden og samfundets fremtid end at gå hjem med løn?

 

Medarbejdere ikke lave noget på lønkompensation. Vi har derfor ikke svarerne, men vi prøver efter bedste evne at navigere i de anbefalinger, muligheder og begrænsninger, regeringen udstikker. For ét er sikkert: Vi støtter op om regeringens initiativer – også når vores støtte som her er at gøre opmærksom på ”hullerne i osten”.

 

Derfor bliver vi også ved med at udvikle vores take way-koncepter. Vi kommer ikke til at kunne tjene penge på det, men det er heller ikke væsentligt i denne situation. Det vigtigste er nu, at vi holder nogle medarbejdere og vores forretning i gang, og håbet er selvfølgelig, at vi kan forsøde livet bare en lille smule for dem, der måtte vælge at ”spiseudehjemme””

 

 

Taknemmeligheden er stor

Vi vil derfor også gerne sige tusind tak til alle jer, der har støttet vores initiativer. En særlig tak i denne uge skal lyde til Anders Husa, Kaitlin Core og Louisa Lorang for i den grad at støtte op om os, når vi har allermest brug for det.

 

Næste uge ser verden og dermed vores forretning ganske givet anderledes ud igen, og vi vil forsøge at holde jer opdateret igennem disse ”Fortællinger fra en restauratør”. Indtil da kan I også følge med på vores hjemmeside www.thestandardcph.dk og på vores sociale medier.

 

Og ellers har vi begge rundet de 45 år, og på trods af alle de sociale mediers fortræffeligheder synes vi fortsat, at en god gammeldags personlig mail ikke er at foragte. Skriv derfor gerne direkte til os med spørgsmål eller andet på:

 

Merete Holst, Administrerende direktør, restauratør og ejer – mho@thestandardcph.dk

Dorte Juhl Østergaard, Kommerciel direktør, restauratør og ejer – dju@thestandardcph.dk

 

Indtil da ønsker vi alle den bedst mulige weekend og pas godt på hinanden.

 

Merete Holst & Dorte Østergaard